Opstandelse og reinkarnation

22. marts, 2008 af oleskjerbkmadsen

Lige nu sidder jeg og venter på, at vi skal fejre påskenattens gudstjeneste. Mens vi sidder i den mørke kirke uden lys, vil vi høre Grundstvigs gendigtning af et keltisk kvad om Kristi nedfart til dødsriget. Under sangen kommer processionen med påskelyset ind i kirken, og sangen afbrydes af diakonens råb: ”Kristus, verdens lys!”
Vi hører i sangen, hvordan Jesus i de dødes rige opsøger Adam og Eva og kalder dem ved navn. Der er ingen fordømmelse i hans kalden; det er snarere som lærkens kvidren en forårsmorgen. I digtet kysser Kristus Eva som sin moder, og hun opstår iklædt regnbuen.
Her er en dyb genkendelse mellem Kristus og Eva. Hun løses af døden, og alt hvad der havde tynget hende i den brudte gudsrelation og holdt hende tilbage fra fuldendelsen, evigt fællesskab med Gud, forsvinder i genkendelsen. Hun er helt sig selv i opstandelsen.
Det er denne oplevelse af fuldt ud at være kendt af Gud-i-Jesus, som er afgørende for, hvorfor jeg ikke føler et behov for reinkarnation. Jeg oplever at være elsket af Gud som den, jeg er, i den unikke kombination af fysisk, sjæleligt og åndeligt, som er mig. Guds kærlighed er evig, og jeg tror, at hvad Gud elsker evigt, også består evigt. Jeg tror, at hvad Gud husker, husker Gud altid; jeg er altid i Guds erindring, og derfor vil jeg også være der i Guds erindring – også efter min død. Når historiens gang har nået sit mål, kalder Gud igen, og jeg vil være helt mig selv med krop, sjæl og ånd, naturligvis er det ikke de samme celler, men jeg vil være mig som et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen; i mit liv her og nu, har jeg heller ikke de samme celler, som da jeg blev født, men som person er jeg den samme.
Når det med at være fysisk-sjælelig åndelig, hører med til min identitet, er det fordi det at være menneske, er at være et væsen som indeholder det jordiske livs elementer; vores opgave er at være et mikrokosmos af den jordiske skabning, som igennem vor relation til Gud, knytter den fysiske, sjælelige og åndelige sfære til Gud og tjener den jordiske skabnings helligelse.
I Påskenattens gudstjeneste breder lyset sig fra påskelyset, og til sit står alle med tændte lys i hænderne, og hele kirkerummet er oplyst som var det hele universets oplysning i Kristi lys. Da evangeliet læses, afsluttes læsningen af præstens råb: ”Kristus er opstanden!” og alle svarer: ”Ja, sandelig opstanden!” Jesu opstandelse er vi vort håb. Opstanden fra de døde var Jesus stadig det sande menneske, men hans nye legeme, opstandelseslegemet, er ikke præget af alt det, som nedbryder livet; det er ikke begrænset af tid og rum, men dog et legeme. I opstandelsen bliver vi som Kristus, et fysisk-sjæleligt-åndeligt væsen, som er genkendeligt og dog uden tidens og rummets begrænsninger, et udødeligt liv i Guds nærhed, men mere end det: Vores individuelle legemlighed vil være en del af en større legemlighed, Kristi legeme, så at vi og skabningen i os sammenfattes i Kristus. Sådan skriver mystikeren Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth, og han føjer til med et billede af sædekornet: ”Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed… Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme… Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede… Vi skal alle forvandles!”

 

Det er altså først og fremmest den subjektive erfaring af Guds kærlighed, der gør, at jeg tror på opstandelse og ikke reinkarnation, i spørgsmålet om, hvad der sker efter døden.
Men mange mennesker, jeg møder, har en anden oplevelse, f.eks. oplevelser af at have levet før været livsforvandlende. Alligevel er en vis forsigtighed påkrævet i tolkningen af disse oplevelser. I alt fald skrev regressionsterapeut Steen Krarup i et brev til Nyt Aspekt (maj 1995), at terapeuter af enhver slags desværre ofte forvrænger deres klienters verdensopfattelse, og han fortsætter: ”Når en klient i et terapiforløb oplever tidligere liv, kunne det så ikke lige så vel være et traumatiseret sinds forsøg på at løse en kritisk situation i nuværende liv, måske i forhold til forældrene – og sindet kan så vælge at distancere sig fra det konkrete ved hjælp af fantasi eller ønsketænkning ved fx at opleve noget, der tyder på tidligere liv.” Det gør dog ikke ”oplevelsen” værdiløs, for den viser nøjagtig som en betydningsfuld drøm, hvad der rører sig i underbevidstheden, så at klient og terapeut kan tage fat på de følelser og adfærdsprincipper, som nu er afsløret.

 

Tilsvarende forstår jeg oplevelser af at have levet tidligere som billeder af, hvad der foregår i sindet, metaforer for oplevelser, som har krænket personens selvværd eller formet hendes/hans liv, – billeder, der ligger gemt i sindet, hvor vi også gemmer vore minder. Videre tror, jeg, at vi på sjælens plan er dybt forbundne med andre mennesker – ikke bare her i tiden, men også ned gennem historien, og at sindet kan bruge et sådant erindringsstof for at udtrykke de igangværende psykiske processer.

 

På det terapeutiske område møder vi mange mennesker, som ikke føler sig hjemme i deres liv, udtrykt i oplevelsen af at have haft sine tidligere liv på andre planeter eller i engles og devaers verden. Andre plages af skyld – ofte en påført skyld, som kan skyldes en streng religiøs opdragelse, men som også kan mangedobles ved at opfattes som karma fra tidligere inkarnationer. Mange vil gerne selv tage ansvaret for deres liv, deres sundhed, deres succes – men for andre føjer det bare spot til skade, at de på grund af gammel karma selv anses som skyldige, når de lider under deres nederlag, sygdomme og ulykke. I troen på Kristus er al karma forløst, enhver handling, ethvert ord, enhver tanke, som har krænket mit værd, eller hvormed jeg har krænket andre, er optaget i den død, Gud i sit menneskeblevne Skaberord led for os. Mystikeren Paulus udtrykker denne erfaring således: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for den, som er i Kristus.”

 

Den kristne ønsker ikke at flygte fra ansvaret for sine tanker, ord og handlinger, som det af og til opfattes af mennesker i den alternative verden, men vedkender sig ansvaret og bekender dem som synd. Ordet synd kan forstås som brudte relationer – i forhold til Gud og medmennesket og som misbrug af medskabningen. Men Gud tilgiver synden, sådan at vi selv kan tilgive dem, som har krænket os. Dette sætter en forligelsesproces i gang i verden, hvor vi begynder at leve i tjenende kærlighed efter Jesu forbillede.

 

 

Jeg tror, at mange ser ind i deres sjæls processer, når de i deres sinds hukommelsescenter oplever minder fra fortiden eller fra liv på andre planeter eller i engle-deva-riget. Jeg tror, at det handler om en længsel efter et engleligt liv, et liv i Guds kærligheds varme, og at det handler om en oplevelse af tab og uforløsthed ved at leve uden for sit livs bestemmelse, og jeg tror det handler om at finde sit selvværd, hvor det er smertefuldt krænket og derfor skjult i metaforer og billeder af tidligere liv. Jeg tror, at sjælens og sindets tilkendegivelser er vigtige, og jeg tror, at Guds kærlighed, som vi møder den i Jesus Kristus, kan helbrede sårene, genoprette selvværdet og lede os tilbage til vort livs opgave. Jeg tror, at dette bedst sker, når vi betragter vort liv og vor person som enestående, et Guds underværk i fysisk stof, sjæl og ånd.

 

Kristus er opstanden!

 

Fred og alt godt.
Ole

Lytte og handle

12. marts, 2008 af oleskjerbkmadsen

I sidste uge fik det stor omtale, at Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde og Areopagos havde haft en såkaldt lytterunde omkring østligt inspirerede former for spiritualitet i Danmark. I en leder i Kristeligt Dagblad antydedes det, at man havde lyttet nok, men nu skulle til at gøre noget ved og rydde lidt op i blandingsreligiøsiteten og markere hvad der er kristendom og hvad ikke – og så i øvrigt få udtrykt sig tydeligt og gjort noget ved det.

 

Nu er det vel sådan, at vi i et møde mellem forskellige livstydninger aldrig bliver færdige med at lytte. Ja i ethvert forhold mellem mennesker er der brug for at lytte, men ganske særligt, når vi mødes omkring det, der er allervigtigst for os, må vi have en lyttende holdning. Det er vigtigt, hvis vi vil forstå hinanden og ikke tale forbi hinanden. Det vigtigt, hvis vi ikke vil såre den anden, og det vigtigt hvis vi vil være sikre på selv at blive forstået.

 

Sagen om Muhammed-tegningerne viser, hvad der sker når vi ikke lytter til hinanden – eller ikke vil lytte. De danske avisers anliggende var forsvaret for en væsentlig værdi: ytringsfriheden. Anliggendet hos dem, der demonstrerer mod Danmark og boykotter varer er et andet, nemlig forsvaret for en anden væsentlig værdi: profetens ære. Deres demonstrationer m.v. er ikke et angreb på ytringsfriheden eller demokratiet, men netop forsvar for en livsvigtig værdi, ligesom den danske presses genoptryk af tegningerne ikke er et angreb på profeten, men netop et forsvar for en væsentlig værdi. Men uden vilje til at lytte reagerer vi på noget hos hinanden, som kke er den anden parts anliggende, men vores oplevelse af den anden parts handlinger.

 

Vi bliver aldrig færdige med at lytte. Det fritager os ikke fra at være tydelige omkring, hvad der er vigtigt for os. Derfor er der endnu en lytterunde, hvor der lyttes til kirkefolk, som har været engageret i religionsmødet (eller hvad vi skal kalde det) med de nye spiritualiteter. Jeg har selv fået besøg af dem, der foretager lytterunden for at fortælle om erfaringerne fra I Mesterens Lys.

 

De folk, der nu lyttes til, er folk som handler på deres lytten. Noget af det som mange af os er optaget af, er hvordan kirken i sin spirituelle praksis viser åndeligt søgende mennesker, at vi har hørt og forstået deres anliggende. De mange stillegudstjenester rundt om i landets kirker er udtryk for, at en længsel er hørt. Jeg var i januar på besøg i en kirke på Møn for at holde en meditationsgudstjeneste; der kom flere end arrangørerne havde regnet med, og i samtalen bagefter gav flere udtryk for ønsket om at stilheden også kunne have sin plads i højmessen. Den aften afslørede en længsel, og at det ikke bare er i byerne, at der er denne spørgen efter et rum for stilhed, refleksion og meditation i kirken.

 

Men under vores lytten vil vi også møde forestillinger og praksisser, som vi oplever som uforenelige med vores egen tro og livsforståelse. Hvordan kan vi sikre os, at de virkelig er uforenelige og ikke bare opleves sådan? Hvordan kan vi være sikre på, at vi forstår det samme ved de ord vi bruger, og er vi nødvendigvis enige, når vi bruger de samme ord? Nogle frygter, at vi ved at lytte for meget og ved at indrette os efter den spirituelt søgendes længsler, vil tilsløre evangeliet og skabe en kristeligt farvet blandingsreligion. Personligt tror jeg, at der er større farer ved ikke at lytte og være imødekommende i vores egen praksis, end ved det modsatte. Alligevel er der et indhold i min tro og i min praksis som jeg ikke kan gå på akkord med.

 

I næste blog vil jeg tage et sådant vanskeligt spørgsmål op, som hele tiden dukker op, i mødet mellem kirken og den nye åndelighed. Det drejer sig om reinkarnation. Mange tror nemlig, at fordi I Mesterens Lys er med på messer som Krop-Sind-Ånd og Mystikkens Univers, så tror vi også på reinkarnation. Hvorfor jeg ikke gør det, og hvorfor jeg alligevel vil tage menneskers oplevelser af tidligere liv alvorligt, bliver emnet for næste blog.

 

Fred og alt godt

 

Ole Skjerbæk Madsen

 

tidebøn

24. januar, 2008 af oleskjerbkmadsen

Én af de ting, der optager mig for tiden, er kirkens gamle bønspraksis: Tidebønnerne. Klokkeringningen morgen og aften fra landets kirker er en rest af fra denne praksis. Klokkerne inviterer til morgen- og aftenbøn. Det var kirkens hovedbønner, men der er også andre tider for bøn i løbet af dagen. Klostrene udviklede syv daglige tidebønner og en nattebøn.

 

Når jeg holder en personlig retræte er min dagsrytme bestemt af tre tidebønner: morgen, middag og aften.

 

I den klassiske tidebøn indgår Davids salmer fra bibelen som et bærende element. Salmerne afspejler mange forskellige livssituationer og sindstilstande og mange forskellige sider af forholdet til Gud. Der er salmer præget af sorg, vrede, syndserkendelse, glæde, ærefrygt, tilbedelse, taknemmelighed. Der er salmer som er dybt personlige, der er salmer som handler om folket i dets forhold til Gud, og der er salmer som bringer hele naturen med ind i forholdet til Gud under lovsang.

 

Ved den personlige brug af tidebønnen læser jeg salmerne eller synger dem for mig selv. Når tidebønnen bedes i fællesskab med andre læses eller synges salmerne ofte vekselvist mellem deltagerne i to hold, f.eks. kvinder og mænd.

 

I tidebønnerne indgår også læsning af et stykke fra bibelen. Det kan være et enkelt vers eller to, som tjener til udgangspunkt for meditation og eftertanke, eller det kan være en fortløbende læsning af de bibelske bøger.

 

Tidebønnen er også en bøn for verden, både mennesker og natur, og for kirken og for enkeltpersoner, som ønsker vor forbøn.

 

I øjeblikket arbejder jeg sammen med et par venner på at udgive en helt enkelt tidebog, som skal gøre mennesker fortrolig med denne bønsform. Man kan også stifte bekendtskab med tidebønner ved retræter og kurser, f.eks. i I Mesterens Lys’ regi. I Bethlehemskirken har organisten og jeg selv gennem mange år arbejdet med forskellige typer tidebøn og med forskellig musikstil i Davidssalmerne.

 

Mange hilsner

 

Ole Skjerbæk Madsen

Fred på jorden

21. december, 2007 af oleskjerbkmadsen

Læserne af bloggen ønskes en glædelig jul og et godt nytår.

 

Her i juletiden har jeg reflekteret lidt over længselen efter fred – ikke mindst på grund af englenes sang julenat:

 

Ære være Gud i det højeste!

Og fred på jorden i mennesker, som har Guds velbehag!

 

Denne fred er knyttes sammen med Jesu fødsel. Det handler om, at den uerkendelige Gud gør sig kendt. Først ser hyrderne på marken lyset af Guds nærværs lys, genspejlet i englenes stråleglans. Dette var det tætteste mennesker forestillede sig at de kunne komme Gud selv. Da moses ønskede at se Gud, fik han lov at se Guds herlighed, da Gud gik forbi ham; men at se Gud ansigt til ansigt ville han ikke kunne bære.

 

Men nu åbenbares Guds herlighed på en menneskelig måde. Herlighedens lys reflekteret i englene viser hyrderne hen til stalden, hvor de ser den nyfødte Jesus liggende i høet. Her er Gud til at se, til at røre ved. Guds Søn, som er Guds mægtige skabende Ord, er blevet menneske, så at vi i hans liv skal se herligheden, at Gud er kommet os nær og at Guds rige er indenfor rækkevidde. Herlighedens ultimative åbenbarelse er korset, hvor Jesus gør et af vores torturinstrumenter til Guds trone. Guds tjenende kærlighed hengiver sig i Jesu til liv for verden ved at være midt i den verden, som er forkvaklet og ødelagt, fordi vi vil os selv hellere end at tjene Gud og medmennesket. Den tjenende kærlighed er livets lov. Derfor følges Jesu død på korset og hans gravlæggelse af opstandelsen påskemorgen, og derfor vinder enhver, som efterfølger Jesus i tro og tjenende kærlighed, det evige liv.

 

Det er Jesus, som bringer freden ind i verden – fordi fredens forudsætning er Guds skabelses intention og frelses vilje. Der bliver kun fred, hvor vi ikke først vil os selv, men i stedet har øje for medmennesket og medskabningen.

 

Lad mig dele en inspiration, jeg fik under meditation over englenes sang julenat:

 

I længes efter fred på jorden, siger Mesteren Jesus. Freden blev ved min fødsel forkyndt af englene. Mine disciple så på mig som den, der ville opfylde løftet hos profeterne om en fredens fyrste, der ville bringe fred til Israel. Men fred blev forstået politisk som det at være fri for fjenderne og undertrykkerne, ja fri for alt, hvad der undertrykker livet: fattigdom, sult, uretfærdighed. Derfor måtte jeg sige, at jeg ikke er kommet for at bringe fred, men sværd. Den fred, jeg vil bringe, begynder et andet sted.

 

Fred handler ikke om at være fri for noget ubehageligt; fred er noget meget dybere – en kvalitet i livet, hvor du ikke længere behøver at tænke i kategorier som ven og fjende, behageligt og ubehageligt. Fred er en tilstand uden domme. Fred handler om at være et helt menneske, der hviler i sin persons center – uden behov for anerkendelse. Fred handler om, at denne hjertets tilstand udstrækkes til at gælde din nabo, medmennesket og medskabningen.

 

Men fred i denne forstand er provokerende for den, som ikke kender freden. Derfor kan den som en omkostning have andre menneskers modstand.

 

Freden begynder i hjertet, når du kan give Gud ære, når du ikke bygger dit liv på dine præstationer, men på Guds overflod af kærlighed, Guds opmærksomme og bekræftende nærvær, Guds glæde over skabningen.

 

Freden hører den gode viljes mennesker til: Dem, som tør sige: Ske ikke min vilje, men din; eller: Mig ske efter dit ord.

 

Modet til at søge freden får du i fællesskabet med mig. Freden forlod mig aldrig – selv ikke på korset. Jeg dømte ikke mine fjender som fjender, men bad: Far, tilgiv dem; de ved ikke hvad de gør. Jeg forligte den angrende røver på korset ved siden af med Gud: I dag skal du være med mig i Paradis. Derfor var min død, så fuld af liv, at jeg fra korset gav min Ånd videre til Maria og Johannes ved korsets fod, da jeg opgav Ånden.

 

Derfor er jeg også hos jer i dag som hos mine disciple påskedags aften. Jeg udånder min Ånd på jer og kalder jer ind i forligelsens tjeneste. ”Lad jer forlige med Gud”, det er budskabet til jer og gennem jer til jeres medmennesker. ”Lad jer forlige med hinanden, ligesom jeg har forligt jer med Faderen. Her begynder freden. Min fred giver jeg jer.

 

Fred og alt god

Ole Skjerbæk Madsen

Om at være på alternativ-messe

5. december, 2007 af oleskjerbkmadsen

Jeg beklager ikke at have været i gang med min blog i lang tid. Det var været en måned med mange forskellige opgaver.

 

En af de store begivenheder var deltagelsen i Mystikkens Univers, den første weekend i november. Kristeligt Dagblad havde en kort reportage fra messens første dag, men nævnte ikke den store Areopagos-stand, som fylder 50 m2 for enden af salen samt scenen. I standen deltog foruden Areopagos følgende I Mesterens Lys, Viborg Pilgrimscenter, Bibelselskabet og Boedals Forlag.

 

At standen ikke blev nævnt i KDs reportage gav et skævt billede af mystik-messen. Af de ca 8.000 besøgende benyttede mindst 5% sig alene af IMLs tilbud om forbøn og samtale. Det betyder, at Areopagos-standen var noget af det mest besøgte og anvendte tilbud på messen. Det er helt enkelt relevant for den nyspirituelle miljø, at kirken er til stede på messerne.

 

En tilsvarende oplevelse havde jeg senere på måneden, da jeg besøgte den store alternativ-messe i Oslo, hvor IML også har en stand; der var stort set ikke et øjeblik, hvor der ikke var udstillingsgæster, som satte sig i en af stolene i standen for at modtage forbøn eller en velsignelse.

 

Hvad er det vi gør når vi beder med mennesker i standen og indbyder gæster og udstillere til f.eks. en heling af hjertet?

 

Formålet er, at konfidenten kommer til at hvile i hjertet som sin persons center med en vished om at være et Guds barn.

 

Vi beder Helligånden åbenbare, hvordan kærligheden strømmer fra Guds hjerte gennem Jesu hjerte ind i NNs hjerte, og at NN må åbne sit hjerte, så at hjertet fyldes som et bæger. Vi beder om, at når NN modtager Guds kærlighed i sit hjerte, vil Gud hele hjertet, idet Gud taler til NN i hjertet og kalder ham/hende for sit barn, viser ham/hende, hvor dyrebar han/hun er (at ingen af jordens skatte opvejer, hvad NN betyder for Gud; at Gud ikke for nogen pris vil miste hende/ham).

 

Når vi har bedt dette igennem, og når vi har tro for, at konfidenten har grebet denne kærlighed, beder vi om, at NN må hvile i et helt hjerte i visheden om at være Guds barn, at have værd og at være elsket, og vi beder om, at denne vished må fylde sjælen, tanker, følelser og minder og blive en lægedom for, hvad NN bærer på, og som truer selvværdet og livsmodet. Her kan vi komme ind til ret dybe sår i sjælen og ofte leder det ind i en indre helbredelse – også af relationerne til andre mennesker, fordi dette menneske nu kender sit værd uafhængigt af menneskers domme.

 

Vi beder ofte om, at NN kan se Jesu ansigt i sit hjerte og se ind i hans øjne og finde bekræftelse, værdsættelse, opmærksomt nærvær og glæde over, at NN er, hvem NN er. I forbindelse med dyb smerte (ofte oplever forbederen at overvældes af smerte eller sorg, når smerte og sorg gemmer sig i konfidentens liv – også selvom NN ikke har talt om det; hos nogle forbedere er der tale om en kundskabens gave, der afslører NNs nød) beder vi om, at konfidenten må se Jesus med tornekronen i sit hjerte, se hans smerte og se sin egen smerte og sorg flyde ind i hans smerte, dernæst se ind i hans øjne og møde Guds kærlighed dér og erfare, hvordan kærligheden forløser smerten og sorgen i opstandelsens kraft. Heling af hjertet afsluttes med velsignelsen. “Guds fred, som overgår al forstand, bevare dit hjerte og dine tanker i Kristus Jesus, vor Herre!”

 

Naturligvis kan ikke alt ske i en enkel kort bøn på en helsemesse – men det kan blive indledningen til et forløb.

 

Udover forbøn og velsignelse deltager vi på messerne med foredrag og seminarer og gudstjenester. Ved Mystikkens Univers havde jeg således et foredrag om Tarot, Kabbalhah og Kristen Tro med over 60 deltagere. Desuden havde vi en Alle Helgens andagt.

 

Alternativmesserne giver et ganske godt billede af, hvad mennesker længes efter i den velvære-kultur, som megen post-moderne spiritualitet søger at forlene med mening og indhold.

På alternativ messerne kommer mennesker med et håb

·      om at finde helbredelse for sygdom eller lidelser i sindet, hvor de følte, at det offentlige sundhedsvæsen kom til kort, jfr. messeoverskriften Helsemesse

·      om at finde sig selv, sin rette orientering i tilværelsen, at komme ud af skyld og fordømmelse og finde et fornyet selvværd og mod til at udfolde sine evner, om at finde helhed i tilværelsen, jfr. messeoverskriften Krop Sind Ånd

·      om at finde sine skjulte åndelige og psykiske kræfter eller den mystiske dimension i tilværelsen eller finde en forklaring på mystiske fænomener i ens liv, jfr. messeoverskriften Mystikkens Univers.

 

Jeg tror, at det er vigtigt for kirken at være midt i dette miljø og dér være et vidnesbyrd om en bibelsk holisme, et menneskesyn forankret i Guds skabelse af mennesket og i Guds genrejsning af det faldne menneske ved Jesus Kristus. Jeg tror, at vi kan bringe en frihed og fred med os ind i velvære-kulturen, som bryder det præstationsmønster, som fremstiller det raske menneske og den velplejede krop som det efterstræbelsesværdige, og som henviser den syge eller mislykkede til en falsk identitet af mindreværd eller nytteløshed.

 

 

Fred og alt godt,

Ole Skjerbæk Madsen

Jesus-vejen

12. oktober, 2007 af oleskjerbkmadsen

Der har været en del diskussion om hvor vidt det er muligt at viderebringe evangeliet ved brug af Tarotkortenes billeder. Som dokumentation for min brug af tarottens billeder bringer jeg slutningen af refleksionen over Trumfkortet den hængte mand. Som skriftsted til kortet har jeg valgt ordene fra Filipperbrevet: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig.

hængte mand

 

Konklusionen på refleksionen over kortet er denne:

 

Samme hymne, som det nævnte bibelvers er hentet fra, introduceres af Paulus med en opfordring: ”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus!” Mesterens liv og Logos’ (= Ordets) nærvær i ham er en opfordring til efterfølgelse, og Mesteren er garantien for, at det er en farbar vej. Den er selvfornægtende i den betydning, at den ikke sætter mine egne interesser først, og præget af en villighed til at give afkald og til at hengive sig i tjeneste for medmennesket og medskabningen. Den, der lever i overensstemmelse med Den hængte Mands arkanum, har været igennem en omvendelse og lever i en stadig omvendelse i forhold til den perverterede magts og begærets og egennyttens normer. På denne vej er man rodfæstet i himlen og synes altså at leve omvendt af verden omkring én. Idealerne er Bjergprædikenens og specielt Saligprisningernes; her finder man bl.a. den rene af hjertet, fredsstifteren og den, der forfølges på grund af retfærdigheden. Denne vej er troens vej, for tro er tillidsfuld tilbagetrækning fra ego’ets krav for at give rum for Logos-i-Jesus i sit liv, så at Kristus må bo ved troen i vore hjerter. Det er at sige med Maria: ”Jeg er Herrens tjenerinde. Mig ske efter dit ord!” Målet, Paulus stiller os i udsigt, når vi har samme sindelag som Kristus Jesus, er, at vi bliver “Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, medens I holder fast ved livets ord”. Her har vi glorien, herligheden, gudsnærværet i vore liv: et himmellys af selvhengivende kærlighed efter Mesterens forbillede!

 

På denne baggrund kan vi måske også forstå lidt af Guds smerte over det smukkeste af alle åndsvæsener, som ikke forstod at give rum for andre, ikke turde tømme sig for sit eget, men ville beholde al herlighed for sig selv. Dette væsen blev Satan (= Modstanderen) og Djævel (= Bagtaleren).

 

Tarotfestivalens affirmation til dette arkanum rummer en forståelse af, at det at give afkald åbner for nye muligheder, men inspirationen fra Kristus er ikke nævnt, og tjenestedimensionen for medmennesket er ikke udtalt: ”Jeg giver slip på gamle afhængigheder, fordomme og frygt. Jeg giver slip på alt det, der forhindrer min vækst. Jeg tror, at min ofring af det kendtes begrænsninger vil føre mig til ny fuldkommenhed og rige belønninger.” En affirmation til dette arkanum kunne i stedet lyde:
Jeg tømmer mig for gamle tanke- og følelsesformer præget af begær, ønske om magt over andre eller angst for at give rum for Helligånden, så at jeg i efterfølgelse af Kristus kan tjene min medskabnings liv og vækst.

 

Under meditation over Den hængte Mands arkanum, fik jeg denne inspiration fra Mesteren Jesus:

 

Dette siger Guds Søn, Jesus Kristus:
Jeg er Faderens vidne. Fra før al begyndelse var jeg hos Gud. Jeg Er Ordet, som taler, hvad der ligger i Guds hjerte. Jeg Er Ordet, som kalder alt det frem, som Gud elsker. Jeg kalder det ud af Guds hjertes mørke, ud af dybet, ind i lyset. Sådan var og er jeg vidne til Gud min Fars glæde og kærlighed. Sådan vidnede jeg om Gud ved at være Skabelsens Ord og Guds glædes sang.

 

Jeg vidner om, at Gud min Far altid gør rum for skabningen og har en plads til jer i sit hjerte. Min Fars kærlighed er uden andet formål end at elske og give sig selv. Min Far ønskede, at denne selvhengivende kærlighed skulle gælde som universets dybeste lov, den grundlov, som alene bevarer verden hel, så at delen tjener helheden, og mangfoldigheden giver enheden dens skønhed og lader universet vibrere af liv.

 

Jeg var også Guds vidne, da jeg blev menneske i Jesus Kristus. I jeres verden havde I glemt grundloven og indført andre normer. I lever efter en ny grundlov: Enhver sin egen lykkes smed; eller: du skaber din egen virkelighed, lykke eller ulykke, sundhed eller sygdom, rigdom eller fattigdom. I generationer har I indsat magt og begær og egennytte som den højeste myndighed – til trods for at dette brud på skabelsens grundlov har ført til splittelse, ødelæggelse og død. Hvor før den selvhengivende kærlighed fra Gud var livets energi, har I indført modstand, friktion og spænding mellem mennesker som energikilde – en energi, der binder jer til hinanden i stadig kamp. Det var i denne verden jeg lod mig føde som Jesus Kristus.

 

Med mit liv måtte jeg vidne om den himmelske energi, om skabelsens grundlov og om Gud Faders selvhengivende kærlighed. Jeg gav mit liv til jer ved helt at blive én af jer, ved at afstå fra egennytten, begæret og magten – uanset at det ikke kunne andet end koste mig livet. Selvhengivende kærlighed er den største trussel mod egennytten, magten og begæret. Derfor udfordrede mit liv jer til at dømme mig skyldig i oprør og gudsbespottelse, for sådan måtte I jo opfatte min måde at leve på. Jeres brud på livets lov førte til død, og døden var det eneste redskab, I havde, for at sikre jer mod det sande liv – at tjene hinanden i selvhengivende kærlighed. I dømte mig efter dødens lov, men jeg døde af egen fri vilje efter selvhengivelsens lov – den, som fører til liv.

 

Jeg genindførte livets lov, skabelsens grundlov, i verden ved min død og opstod som levende, livets herre.

 

Mit liv vidner om Guds kærlighed, Guds vilje til liv, og når I ser mig, lytter til mine ord og tager mig som eksempel på sand livsførelse, vil I opleve, at jeg gør jer frie, løser jer af slaveriet under egennytten, magten og begæret, bringer jer ud af friktionsenergien og lader livs- og kærlighedsenergien fra Gud gennemstrømme jer – en uudtømmelig livsenergi, som vokser og vokser ved at give sig selv til andre.

 

Jeg Er Faderens Vidne; I er mine vidner. Vidnesbyrdet er at leve i energien ovenfra, at leve omvendt af verden omkring jer så længe jeres omverden lever i friktionsenergien. Måske vil vidnesbyrdet også kræve jeres liv. Vidnesbyrdet er altid at give sit liv, nemlig at tjene andre og at være til for medskabningen, men det kan altså også kræve jeres liv bogstaveligt – eller i form af oplevelsen af foragt, had, afvisning, udelukkelse.

 

Men alt det blegner i sammenligning med livet, som er jeres. For I skal lyse, ja, lyser allerede som stjerner i den verden, som endnu en kort tid er indhyllet i mørke.

 

Ovenstående kan forhåbentlig kaste lys over, hvordan jeg har brugt tarottens billeder.

 

Med venlig hilsen
Ole Skjerbæk Madsen

En uskønsom kommentar om tarot

4. oktober, 2007 af oleskjerbkmadsen

Poul Sebbelov har benyttet en blog 24/9 2007 til at kommentere en af mine blogs om Tarot under overskriften ”Tarot er inderligt overflødig”. Han ønsker at modsige min påstand om, at tarot er et godt tilknytningspunkt for forkyndelsen af evangeliet, og siger, at han ikke tror, at det er hverken sandt eller skønsomt.

 

Poul Sebbelov er som vanligt polemisk og bruger polemikken som et springbræt for fremhævelsen af den ortodokse kirkes fortrin. Den ortodokse kirke har så meget at give hele kristenheden, at det slet ikke skulle være nødvendigt at fremhæve den i polemik mod andre kristne.

 

I virkeligheden får PS aldrig vist hvorfor det skulle være uskønsomt og usandt at finde tilknytningspunkter for evangeliet i tarottens billedsprog.

 

For det første banaliserer han mit udsagn om at et sæt kort ikke er farligt i sig selv. Jeg skrev at det nærmede sig overtro, at frygte kortene i sig selv – og det er ikke en banal konstatering, for mange kristne er faktisk bange for kortene – endog for bare at se på dem eller røre ved dem. Det skyldes den dæmonisering af kortene, som også PS er en eksponent for.

 

PS har ikke læst ordentligt, hvad jeg har  hverken i den blog han tager udgangspunkt i eller den foregående og efterfølgende blog. Her gør jeg klart rede for, at langt fra alle tarotlæggere bruger kortene i spådomsøjemed – sådan som PS beskriver spådom. Jeg skriver også, at der faktisk er mennesker som har brændt sig på kortene og angiver grunde derfor.

 

For det andet siger citatet fra hjememsiden holismen.dk ikke alt det PS lægger ind i citatet. Der er tale om en henvisning til kortene som arkana, d.v.s. hemmeligheder, som lukker sig op ved bøn og meditation. På samme måde lukker ikonerne sig jo også kun op under bøn og meditation og i gudstjenestens sammenhæng. For nogle er en Gudsmoderikon blot en mor-og-barn-ikon, som jeg så i et blad for nylig, for andre er ikonerne dekorative billeder – men det er kun den ydre virkelighed. Den indre virkelighed er en anden, og den lukker sig op for den troende. Det er en tilsvarende forståelse, der kommer til udtryk i det nævnte citat.

 

I øvrigt har ikonerne jo ikke altid været accepterede i kirken. PS er ikke ukendt med den ikonoklastiske (billedbekæmpende) strid, hvor store grupper af kristne bestred brugen af billeder og kaldte det afgudsdyrkelse at bringe dem ind i kirken. De så på billederne som okkulte og frygtede at billederne ville forlede de kristne til frafald fra troen og tilbagefald til hedenskaben. Heldigvis fik ikonerne deres plads i kirken.

 

Min brug af Tarottens billeder som visdomsbilleder i mødet med mennesker i de nye åndelige miljøer og den holistiske bevægelse handler om at finde et sprog, som er fælles med dem, jeg møder – et sprog at leve med og kommunikere i. Men PS ønsker at være ikonoklast i stedet for at være missionær eller at støtte mission. Evangeliet er for alle – også dem i det holistiske miljø, og ligesom jeg ikke kan forkynde evangeliet på dansk i Afrika, men på et afrikansk sprog og i samspil med en afrikansk kultur, kan jeg heller ikke forkynde evangeliet i en holistisk / nyåndelig sammenhæng uden et fælles sprog og uden respekt for kulturen heri. Med mission mener jeg ikke propaganda, men at være sendt for at dele, hvad der er blevet mit liv: fællesskabet med Gud, som Gud er kommet mig i møde i Jesus Kristus, - gennem lytten, samtale og forståelse for den sammenhæng, jeg nu er i. Men Guds ånd har været i dette miljø før mig, og derfor kan jeg finde Ordets sædekorn også der, tilknytningspunkter. I samtalen frigøres sandheden og livet.

 

Er det uden betydning for PS, at mennesker rent faktisk kommer til tro på Jesus i samtalen om tarottens symboler, finder hjælp omkring dybe personlige spørgsmål som afspejles i billederne og kommer til den erkendelse, at nøglen til at forstå billerne er Biblen og det jødisk-kristne symbolsprog?

 

Med venlig hilsen

Ole Skjerbæk Madsen

Vil I Mesterens Lys indføre nyhedenskab i kirken?

28. september, 2007 af oleskjerbkmadsen

KD havde en reportage fra årstidstjenesten ved efterårsjævndøgn på Christiania i avisen tirsdag 25/9. Billede og tekst gav en god fornemmelse af stemningen, men nøjedes man med at læse billedteksten side 4, kunne man forledes til at tro, at I Mesterens Lys og undertegnede ville indføre nyhedenskab i kirken eller gøre kristne til nyhedninge. Under billedet stod: ”Inspireret af hedens spiritualitet holdt præst Ole Skjerbæk Madsen efterårsgudstjeneste i en farverig forsamling.”

 

Inspirationen handler alene om den naturforbundethed, som kendetegner megen ny-hedenskab, som man møder den i wicca, vor tids hekse. Det er denne forankring af spiritualitet i naturen og medskabningen, ved at følge naturens rytme, som er udfordrende til kirken. Inspirationen går ikke så meget på ritualerne, magien og forestillingerne som på den grundlæggende orientering. Som antydet i de tidligere blogs mener jeg at wicca udfordrer os til en selvbesindelse på vores skabelsesteologi og dens udmøntning i spiritualitet og livsstil.

 

Når det er sagt, kan ritualer, digte, formulerede indsigter fra wicca og anden natur-relateret spiritualitet, sætte tanker i gang, inspirere til kreativitet i kirkens egen praksis, og direkte anvendes, hvor indholdet går i spænd med vor egen praksis. Samtidig kan det inspirere os til at søge i kirkens spirituelle og liturgiske skatkammer efter tilsvarende udtryk.

 

I Mesterens Lys’ liturgiske eksperimenter handler altså om en fornyelse af gudstjenesten i dialog med en anden spiritualitet, som til dels ser sig selv i modsætning til kirken og til dels er brændemærket af kirken qua hedensk, men som altså også rummer indsigt og erfaring, der kan berige kirken. Sådanne gudstjenester er ikke smart evangelisering, men kan hjælpe os til at gøre erfaringer, som i dialogen med in casu nyhedenskaben kan dele vore erfaringer af livet med Kristus på en mere relevant måde. Samtidig vil sådanne gudstjenester ændre vore holdninger og adfærd i forhold til den medskabning, vi beder for, og således udtrykke et fælles anliggende i forhold til medskabningen og naturen med den naturtilknyttede spiritualitet, samtidig med at vi beholder vores forankring i Kirkens tro.

 

Dette er sidste blog som månedens blogger, men jeg regner med at fortsætte som blogger – dog med lidt færre indlæg. Jeg håber at komme med nogle indtryk fra Krop Sind Ånd messen, som finder sted i denne weekend i Århus.

 

Fred og alt godt ønsker

Ole

Kirkens fornyelse med inspiration fra den ældste menighed

24. september, 2007 af oleskjerbkmadsen

Hvordan skal livet i de kristne menigheder være, hvis der skal være en dynamik, der drager mennesker ind i et erfaret nyt liv i fællesskab med Gud? Hvordan bliver det kristne fællesskab autentisk? Hvordan får vore møder og gudstjenester en sådan kvalitet, at det formidler a sense of wonder, en oplevelse af at møde de underfulde og hellige?

 

At blive som et barn / dåben

 

Det er afgørende, at Jesus er menighedens centrum, at menighedens medlemmer samles om ham som vor mester. Livet i menigheden er livet som en discipel af Mesteren Jesus. Derfor bliver Mesteren vort forbillede, og menigehdslivet bliver et liv, hvor disciplen deler sin Mesters forhold til Gud. Disciplen har med Mesteren Jesus opdaget Guds Riges virkelighed, at fællesskab med Gud er en virkelighed her og nu. Guds Rige er et liv præget af Guds nærhed, hvor Gud vilje er lov og drivkraft. For at træde ind i denne virkelighed, må mennesket blive som et barn. Mennesket må afstå fra sin egen vilje, fra at blive stor i egne og andres øjne, mennesket må turde lægge sit liv helt i Guds hænder, lukket hjertet op for Guds nærhed uden tanke på fortiden og uden at planlægge fremtiden. Når det sker, fødes vi på ny, oplever at få livet så at sige oppefra, fra Gud. Det rituelle fokus for denne nye fødsel er dåben; derfor taler Jesus om at den nye fødsel sker af vand og ånd:

 

“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” (Johs. 3,5-8).

 

Fire karakteristika for autentisk kristen spiritualitet

 

I Apostlenes Gerninger fortælles om livet blandt de første af Jesu disciple, efter at Jesus var død og opstanden og vendt tilbage i Gud. Jesus havde udsendt Helligånden fra Gud, så at de med frimodighed delte deres tro med tilhørerne, hvor de før, lige efter Jesu død, havde holdt sig i skjul inden døre af frygt for at lide samme skæbne som Jesus. Deres vidnesbyrd gjorde indtryk på tilhørerne og mange kom til tro på Jesus og blev døbt. Hvad kom så til at kendetegne disciplenes liv, og er disse kendetegn stadig aktuelle? I Apostlenes Gerninger beskrives det således:

 

“De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.” (Ap.Gern. 2,42-47).

 

 

Her ser vi i alt fald fire elementer, som er blevet en fast del af kristen spiritualitet, og som må karakterisere et menighedsliv, der svarer på de spørgsmål, jeg indledte med: 1) Apostlenes lære, 2) Fællesskabet, 3) Brødsbrydelsen og 4) Bønnerne.

 

1)      Apostlenes lære

er apostlenes vidnesbyrd om, hvem Jesus er, og deres fortælling om hans liv og lære, sådan som vi kender det fra de fire evangelier (Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet). Apostlenes lære er deres undervisning af menighederne om kristen livsførelse, og den er deres udlægning af skrifterne (Det gamle Testamente). Hvad vil det sige, at kristne holder fast ved apostlenes lære?

 

Det betyder, at Bibelen er rettesnor for Jesu disciple i deres livsforståelse og livsførelse. Når vi læser om Guds handlen i historien og om Mesteren Jesus, giver det en oplevelse af at være under et kærligt forsyn, at livet ikke er tilfældigt, men tværtimod har et mål. Bibelen hjælper os, når vi skal finde ud af sandheden i vore egne og andres tanker. Derfor er det ikke nok for en discipel af Jesus, at godtage et budskab fra den åndelige verden – bare fordi det præsenteres som kanaliseret eller som en profeti, men vi vil undersøge om det er i samme ånd, som kendetegnede Jesu liv og undervisning. Her hjælper Bibelen os til at genkende Guds stemme og Guds vilje i vores hverdag.

 

Bibellæsning er derfor en fast del af kristen spirituel praksis. Ved vor daglige morgen- og/eller aftenbøn er læsningen og refleksionen over et afsnit af Bibelen helt central, og kristen meditation er ofte en meditation over ord fra Bibelen eller situationer i Jesu liv som beskrevet i evangelierne. Du kan selv prøve at læse en enkel beretning fra evangelierne, forestil dig dernæst som en af personerne eller som en tilskuer til begivenheden og læg mærke til, hvad det gør ved dig at være vidne til eller opleve underet eller høre Jesu ord. Sig så Gud tak, for hvad du har modtaget.

 

Bibellæsningen kan understøttes af læsning af anden åndelig litteratur, f.eks. fra den righoldige kristne andagtslitteratur eller kristen mystik.

 

Endelig indgår Bibelen i det kristne gudstjenesteliv – dels som oplæsning og udgangspunkt for prædikenen, dels som bønner og salmer.

 

2)      Fællesskabet

handler om at ingen discipel er sig selv nok. Disciplenes fællesskab er Kristi legeme. Alle disciple er som legemsdele på den samme krop, hver med sin funktion og sådan at alle handler, lever og er til fælles gavn. Denne krop er den måde, hvorpå Mesteren ønsker at være til stede i verden. Fællesskabet er en frugt af Helligånden og en opfyldelse af Jesu ord:

 

“Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Johs. 13,34-35).

 

Fællesskabet var meget konkret. Det betød for de første disciple, at de rigeste af dem solgte deres ejendom for at give de fattige, hvad de havde brug for. Fællesskabet er med andre ord udtryk for et liv efter Jesu forbillede eller et liv i samme tjenende kærlighed, som vi ser hos Mesteren. Helligånden giver kraft til tjeneste. Denne kraft viser sig i de såkaldte nådegaver, som er manifestationer af Guds nåde, virket af Helligånden

 

3)      Brødsbrydelsen

er det, vi i dag kender som nadveren. Brødsbrydelsen hentyder til den handling, som indledte måltidet, at husfaderen, værten eller Mesteren tog brødet i sine hænder, takkede Gud og brækkede det i flere stykker, så at alle deltagerne i måltidet hver fik et stykke. Brødsbrydelsen udtrykker på én gang fællesskabet mellem disciplene og dette fællesskabs centrum, Mesteren selv. Samtidig rummer nadveren det aktive minde om Jesu påskemåltid med disciplene, hvor han sagde, at nu skulle han dø, og at brødet og vinen derfor er hans legeme og blod, men også mindet om Jesu måltider med disciplene efter opstandelsen. Disciplene har også tænkt på alle de måltider, de tidligere havde delt med ham, f.eks. når han spiste sammen med de foragtede og udstødte til forargelse for de fromme, eller da han ved et mirakel bespiste flere tusinde mennesker med kun nogle få brød og fisk.

 

Vi kender brødsbrydelsen som nadveren. Gudstjenestens højdepunkt er nadveren; her bliver Mesterens nærvær helt konkret på en måde, hvor vi oplever os samtidige med Jesus i hans kærligheds selvhengivelse for os. Vi oplever, at Jesus er der i Guds kærligheds virkelighed, den kærlighed, som uden forbehold giver sit liv til andre, og vi oplever, hans som døde er den opstandne og at han tager os med ind i sit evige liv. Nadveren er hele skaberværkets fuldendelse. Måske kan det bedst forstås, hvis vi ser på nadveren som en stadig udveksling af gaver.

 

Først er der Guds gaver til os: kornet på marken, druerne på vintræet. Derfor takkede Jesus Gud som enhver jødisk husfader ved brødsbrydelsen med disse ord. “Velsignet være du, altets konge, som frembringer brød af jorden!” Men vi har forarbejdet Guds gaver til os og bærer dem under taksigelse frem for Gud. Vi er som børn, der sige til deres far eller mor: “Se, hvad jeg har lavet! Det er til dig!” Det er som at give livet tilbage til Gud, os selv med alle vore evner og alt, hvad Gud har givet os. Derfor takker vi Gud for skabelsen, for friheden og livet, Gud skænkede os i Kristus, og derfor beder vi for verden, vore medmennesker og meddisciple om enhed og fred. Men nu tager Gud imod vor gave, og gør noget ved dem, lægger sig selv ind i brødet og vinen, og siger med Jesus: “Dette er mit legeme” og “Dette er mit blod”. Gud rækker sig selv til os, giver sig selv på ny til os i det brød og vin, som vi først modtog som Guds skabelsesgave, som vi gav tilbage til Gud som vore hænders arbejde og som udtryk for hvem vi er. Det spændende er nu, at vi kun modtager Gud ved at ligne Gud, som Gud møder os i Mesteren Jesus. Vi må bryde brødet og dele det med hinanden, vi må række hinanden bægeret med vin, og vi må modtage brød og vin fra hinanden – først da modtager vi Gud-i-Jesus. Nadveren bliver dermed også det stærkeste udtryk for, hvad disciplenes fællesskab handler, at tjene som Gud i Skabelsen og i Jesus Kristus tjente os.

 

4)      Bønnen

er det fjerde karakteristiske træk ved disciplene liv. Bønnen udtrykker tillid til Gud. Bønnen er fri adgang til Gud, at leve i Jesu trosforhold til Gud, at vide er Gud er den, jeg kan komme til i fuld tryghed og fortrolighed, med alle mine spørgsmål og ønsker – fuldstændigt som et barn kan komme til sin far eller mor. Bøn er en af den kristen spiritualitets grunddiscipliner, bøn er som åndedrættet og tilfører os Helligåndens energi i vort liv. Bønnen kan blive en stadig kommunikation med Gud, mere end tale til Gud; bøn er også at lytte til Gud og at være sammen med Gud. Bønnen er en livsrytme, og kan det lykkes for menigheden at leve med i kirkens gamle tidebønspraksis (altså bøn på faste tider af dagen, f.eks. morgen, middag og aften), vil det åbne kirkerne for erfaringen af Jesu nærvær gennem bønnens Ånd – også med svar på, hvor vejen går for menigheden i dens sendelse til verden. Bønnen er afgørende ikke mindst i en krisesituation for kirken, fordi Gud vil svare på bøn med udgydelse af Helligånden og udrustning med Åndens gaver, f.eks. profeti og helbredelse.

 

Kirkens fornyelse

 

Afsnittet fra Apostlenes Gerninger sluttede med, at disciplene havde folkets yndest, og at der blev stadig flere disciple af Jesus. Livet som en discipel af Jesus er umuligt at holde for sig selv. Det hører med til disciples liv at dele med andre, hvad de selv har modtaget. Der føjes nok ikke dagligt nogen til Folkekirken i samme omfang som i den tidlige kirke; måske skyldes det, at kærligheden er blevet kold og tilliden til Gud begrænset. Men når Helligånden tænder ilden på ny, når Guds kærlighed i Jesus Kristus for alvor går op for disciplene, så lever taksigelse og bøn på ny, så inspirerer skrifterne på ny, så bliver fællesskabet til i indbyrdes opmærksomhed, omsorg og tjenende kærlighed, for Mesteren bryder brødet med os – og det betyder frihed fra gamle bånd, det bringer glæde og evigt liv.

 

Tarot og kristen tro / Svar på tiltale

21. september, 2007 af oleskjerbkmadsen

Johannes S. H. Bjerg (JSHB)har skrevet nogle vigtige kommentarer omkring Tarot og kristen tro. Jeg vil kommer ind på nogle af JSHB’s overvejelser.

JSHB lægger ud med påstanden: ”Kristendommen og tarot-kortene er ikke forligelige.”

Nu har de to seneste af mine blogs påstået det modsatte. For JSHB begrundes uforligeligheden med, at ”Grundtanken i at lægge tarotkort og på dén måde at spå om fremtiden eller sige noget om et menneskene, som det ikke selv ved er, som så mange andre metoder – pendulering, clairvoyance etc. – dybest set et udtryk for, at man ikke længere har tillid til Guds vilje og at man ikke længere er i en situation, hvor man lader sig lede af Ham.”

Det er en påstand at grundtanken i at lægge tarotkort er spådom. Det er det for mange, men langt fra for de fleste udøvende tarotlæggere, som jeg har talt med. Som nævnt i ”Tarot og kristen spiritualitet” skelner tarotlæsere mellem ”fortune telling”, som netop er en selvoptaget form for spådom, og ”divination”, som handler om at søge det guddommelige: Hvad er Guds vilje og mening i min situation her og nu? Divination kendes fra Biblen – både i Guds folks egen praksis og i de kanaanæiske religioners sammenhæng. I sidste tilfælde fordømmes denne praksis, fordi den har med andre guder end Gud Herren at gøre.

Spørgsmålet er altså: hvordan søger vi legitimt Guds vilje og finder svar på vores spørgsmål, og kan meditationen over tarotkortene være en farbar vej?

Det naturligste for den kristne er at bede om Helligåndens vejledning og læse i Biblen. Når vi ikke selv alene kan finde klarhed, vil det være naturligt at gå til en åndelig vejleder, sjælesørger eller skriftefader, eller at tage spørgsmålet op i sin bedekreds eller en anden form for kristent fællesskab. Nogle gange får vi så svar ved, at et af bibelordene bliver levende for os; andre gange sker det ved gudstjenesten, når vi hører prædikenen, modtager forbøn eller deltager i nadveren; der kommer pludselig et andet perspektiv ind over vor situation.

Det at bede Gud om vejledning og finde et svar i biblen, gennem et profetisk budskab er divination. I Det gamle Testamentes menighed var der en legitim divination i form af profeti, tydning af drømme og brugen af urim og tummim (altså at kaste lod); i den kristen kirke fortsatte denne praksis, f.eks. da der blev kastet lod om, hvem der skulle efterfølge Judas som apostel, ligesom profeti, visioner og drømme vejledte kirken i dens sendelse. Senere i Kirkens historie har der også været brug af forskellige former for divinatorisk praksis – naturligvis aldrig løsrevet fra bøn; hertil hører brugen af mannakorn.

At trække et tarotkort er ikke identisk, men beslægtet med mannakornene. Skal det have en kristelig betydning, må man bede om, at det kort man trækker, må give én et billede, som kaster et uventet lys ind over den situation, man står i, ligesom mannakornet gør det. Hverken kortet eller mannakornet er Guds svar, en sikker profeti og Guds viljes udtryk. Men begge dele rummer som sagt et uventet perspektiv, som kan provokere til at tænke over sin situation på en ny måde, for så igen at bede Gud lede én på den videre vej. Hvis vi videre kan sætte kortenes symboler ind i en kristen tolkningsramme, bliver denne mulighed for brug af kortene kristeligt set mere farbar.

Jeg læser som nævnt kortene som meditationsbilleder i en bestemt tolkningstradition, som har kædet dem sammen med en kristen tolkning af Kabbalah; dermed bruger jeg dem heller ikke løsrevet fra Kirkens liv. Jeg bruger dem som mini-mysterier eller mini-sakramenter. Mysterierne eller sakramenterne handler bl.a. om det evige / frelsen / fællesskabet med Gud, formidlet gennem det skabte / elementerne. Sakramenterne viser det i Jesus Kristus genløste menneske tilbage til skabningen som en Guds gave; i genløsningens perspektiv kan vi igen se Guds åbenbarelse af sig selv i skabelsen og genopdage eller give mæle til skabningens udråben af Guds herlighed. Sindets billeder, arketyperne, sådan som de kommer til udtryk i drømme, eventyr, kunst og bl.a. tarottens symboler og billeder, er skabninger som i lyset af Kristi gerning kan udråbe Guds ære. Derfor er det i Kirkens perspektiv at tolkningen af tarotten finder sted. Dette er ment som en refleksion på JSHB’s henvisning til S. Bulgakov: ”Kirkens eksistens er det guddommelige liv, som åbenbares i det skabte”.
JSHB antyder, at min brug af tarot er motivet af en ”trang til at forsøge at aflure Guds nogle af Hans hemmeligheder i alle disse s.k. mystiske videnskaber; og i videnskaben. Vi kan ganske simpelt ikke holde ud, at der er noget, det er forbeholdt os at vide, og dybest set er det jo blot en gentagelse af Evas synd. Vi tåler ikke, at der er nogen, Gud, som kan og véd mere, end os selv, og dette er jo udtryk for én af de store synds-motivationer, som menneskene har lidt under siden syndefaldet: stoltheden.” Og videre: ”Gud ophører med at være en personlig Gud, men bliver til et ”noget”, en overordnet ”energi” eller en ”tilstand”, og således ophører mennesket med at forstå sin plads i skabelsen. Overtroen breder sig og synkretismen hærger og enhver har sin egen religion, som er stykket sammen af alt det, der ikke støder og anfægter den enkeltes jeg, og alt dette kan serveres med uhyrlig seriøsitet.”

For min del er der ikke tale om at aflure Gud nogle hemmeligheder. Jeg har kun en længsel efter at kende Gud dybere og sandere, og efter at Guds billede, som jeg skabtes i, må stå klarere i mig, så at jeg sammen med alle de hellige må vokse op til ligne Gud. Derfor glæder jeg mig over Guds åbenbarelse af sig selv i skabelse og genløsning, og derfor kan jeg ikke blive træt af at fordybe mig heri. Netop herigennem bliver Gudsforholdet personligt; Gud er ikke en energi eller idé, men netop den Gud, som skaber, elsker og frelser og er blevet menneske i Jesus Kristus, og som stadig underviser os ved Helligånden i Biblen, i Kirkens gudstjeneste og i stilheden med Gud under bøn.

Synkretisme er et fy-ord, men der er ingen mulighed for kontekstuel forkyndelse uden en vis grad af synkretisme, jfr hvad jeg skrev i min forrige blog herom, bl.a. med en henvisning til julen. Brugen af kortene er at finde et sprog og leve med et sprog og kommunikere i et sprog, som jeg finder fællesskab med en gruppe mennesker i. I denne kommunikation er det Jesus Kristus og det nye liv i hans efterfølgelse, jeg henviser til. Det kan JSHB og andre læsere af bloggen forsikre sig om ved at læse min bog ”Visdomsbilleder”.

Guds fred

Ole Skjerbæk Madsen