Ole Skjerb

I sidste uge fik det stor omtale, at Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde og Areopagos havde haft en såkaldt lytterunde omkring østligt inspirerede former for spiritualitet i Danmark. I en leder i Kristeligt Dagblad antydedes det, at man havde lyttet nok, men nu skulle til at gøre noget ved og rydde lidt op i blandingsreligiøsiteten og markere hvad der er kristendom og hvad ikke – og så i øvrigt få udtrykt sig tydeligt og gjort noget ved det.

Nu er det vel sådan, at vi i et møde mellem forskellige livstydninger aldrig bliver færdige med at lytte. Ja i ethvert forhold mellem mennesker er der brug for at lytte, men ganske særligt, når vi mødes omkring det, der er allervigtigst for os, må vi have en lyttende holdning. Det er vigtigt, hvis vi vil forstå hinanden og ikke tale forbi hinanden. Det vigtigt, hvis vi ikke vil såre den anden, og det vigtigt hvis vi vil være sikre på selv at blive forstået.

Sagen om Muhammed-tegningerne viser, hvad der sker når vi ikke lytter til hinanden – eller ikke vil lytte. De danske avisers anliggende var forsvaret for en væsentlig værdi: ytringsfriheden. Anliggendet hos dem, der demonstrerer mod Danmark og boykotter varer er et andet, nemlig forsvaret for en anden væsentlig værdi: profetens ære. Deres demonstrationer m.v. er ikke et angreb på ytringsfriheden eller demokratiet, men netop forsvar for en livsvigtig værdi, ligesom den danske presses genoptryk af tegningerne ikke er et angreb på profeten, men netop et forsvar for en væsentlig værdi. Men uden vilje til at lytte reagerer vi på noget hos hinanden, som kke er den anden parts anliggende, men vores oplevelse af den anden parts handlinger.

Vi bliver aldrig færdige med at lytte. Det fritager os ikke fra at være tydelige omkring, hvad der er vigtigt for os. Derfor er der endnu en lytterunde, hvor der lyttes til kirkefolk, som har været engageret i religionsmødet (eller hvad vi skal kalde det) med de nye spiritualiteter. Jeg har selv fået besøg af dem, der foretager lytterunden for at fortælle om erfaringerne fra I Mesterens Lys.

De folk, der nu lyttes til, er folk som handler på deres lytten. Noget af det som mange af os er optaget af, er hvordan kirken i sin spirituelle praksis viser åndeligt søgende mennesker, at vi har hørt og forstået deres anliggende. De mange stillegudstjenester rundt om i landets kirker er udtryk for, at en længsel er hørt. Jeg var i januar på besøg i en kirke på Møn for at holde en meditationsgudstjeneste; der kom flere end arrangørerne havde regnet med, og i samtalen bagefter gav flere udtryk for ønsket om at stilheden også kunne have sin plads i højmessen. Den aften afslørede en længsel, og at det ikke bare er i byerne, at der er denne spørgen efter et rum for stilhed, refleksion og meditation i kirken.

Men under vores lytten vil vi også møde forestillinger og praksisser, som vi oplever som uforenelige med vores egen tro og livsforståelse. Hvordan kan vi sikre os, at de virkelig er uforenelige og ikke bare opleves sådan? Hvordan kan vi være sikre på, at vi forstår det samme ved de ord vi bruger, og er vi nødvendigvis enige, når vi bruger de samme ord? Nogle frygter, at vi ved at lytte for meget og ved at indrette os efter den spirituelt søgendes længsler, vil tilsløre evangeliet og skabe en kristeligt farvet blandingsreligion. Personligt tror jeg, at der er større farer ved ikke at lytte og være imødekommende i vores egen praksis, end ved det modsatte. Alligevel er der et indhold i min tro og i min praksis som jeg ikke kan gå på akkord med.

I næste blog vil jeg tage et sådant vanskeligt spørgsmål op, som hele tiden dukker op, i mødet mellem kirken og den nye åndelighed. Det drejer sig om reinkarnation. Mange tror nemlig, at fordi I Mesterens Lys er med på messer som Krop-Sind-Ånd og Mystikkens Univers, så tror vi også på reinkarnation. Hvorfor jeg ikke gør det, og hvorfor jeg alligevel vil tage menneskers oplevelser af tidligere liv alvorligt, bliver emnet for næste blog.

Fred og alt godt

Ole Skjerbæk Madsen

Der har været en del diskussion om hvor vidt det er muligt at viderebringe evangeliet ved brug af Tarotkortenes billeder. Som dokumentation for min brug af tarottens billeder bringer jeg slutningen af refleksionen over Trumfkortet den hængte mand. Som skriftsted til kortet har jeg valgt ordene fra Filipperbrevet: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig.

Konklusionen på refleksionen over kortet er denne:

Samme hymne, som det nævnte bibelvers er hentet fra, introduceres af Paulus med en opfordring: ”Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus!” Mesterens liv og Logos’ (= Ordets) nærvær i ham er en opfordring til efterfølgelse, og Mesteren er garantien for, at det er en farbar vej. Den er selvfornægtende i den betydning, at den ikke sætter mine egne interesser først, og præget af en villighed til at give afkald og til at hengive sig i tjeneste for medmennesket og medskabningen. Den, der lever i overensstemmelse med Den hængte Mands arkanum, har været igennem en omvendelse og lever i en stadig omvendelse i forhold til den perverterede magts og begærets og egennyttens normer. På denne vej er man rodfæstet i himlen og synes altså at leve omvendt af verden omkring én. Idealerne er Bjergprædikenens og specielt Saligprisningernes; her finder man bl.a. den rene af hjertet, fredsstifteren og den, der forfølges på grund af retfærdigheden. Denne vej er troens vej, for tro er tillidsfuld tilbagetrækning fra ego’ets krav for at give rum for Logos-i-Jesus i sit liv, så at Kristus må bo ved troen i vore hjerter. Det er at sige med Maria: ”Jeg er Herrens tjenerinde. Mig ske efter dit ord!” Målet, Paulus stiller os i udsigt, når vi har samme sindelag som Kristus Jesus, er, at vi bliver “Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, medens I holder fast ved livets ord”. Her har vi glorien, herligheden, gudsnærværet i vore liv: et himmellys af selvhengivende kærlighed efter Mesterens forbillede!

På denne baggrund kan vi måske også forstå lidt af Guds smerte over det smukkeste af alle åndsvæsener, som ikke forstod at give rum for andre, ikke turde tømme sig for sit eget, men ville beholde al herlighed for sig selv. Dette væsen blev Satan (= Modstanderen) og Djævel (= Bagtaleren).

Tarotfestivalens affirmation til dette arkanum rummer en forståelse af, at det at give afkald åbner for nye muligheder, men inspirationen fra Kristus er ikke nævnt, og tjenestedimensionen for medmennesket er ikke udtalt: ”Jeg giver slip på gamle afhængigheder, fordomme og frygt. Jeg giver slip på alt det, der forhindrer min vækst. Jeg tror, at min ofring af det kendtes begrænsninger vil føre mig til ny fuldkommenhed og rige belønninger.” En affirmation til dette arkanum kunne i stedet lyde:
Jeg tømmer mig for gamle tanke- og følelsesformer præget af begær, ønske om magt over andre eller angst for at give rum for Helligånden, så at jeg i efterfølgelse af Kristus kan tjene min medskabnings liv og vækst.

Under meditation over Den hængte Mands arkanum, fik jeg denne inspiration fra Mesteren Jesus:

Dette siger Guds Søn, Jesus Kristus:
Jeg er Faderens vidne. Fra før al begyndelse var jeg hos Gud. Jeg Er Ordet, som taler, hvad der ligger i Guds hjerte. Jeg Er Ordet, som kalder alt det frem, som Gud elsker. Jeg kalder det ud af Guds hjertes mørke, ud af dybet, ind i lyset. Sådan var og er jeg vidne til Gud min Fars glæde og kærlighed. Sådan vidnede jeg om Gud ved at være Skabelsens Ord og Guds glædes sang.

Jeg vidner om, at Gud min Far altid gør rum for skabningen og har en plads til jer i sit hjerte. Min Fars kærlighed er uden andet formål end at elske og give sig selv. Min Far ønskede, at denne selvhengivende kærlighed skulle gælde som universets dybeste lov, den grundlov, som alene bevarer verden hel, så at delen tjener helheden, og mangfoldigheden giver enheden dens skønhed og lader universet vibrere af liv.

Jeg var også Guds vidne, da jeg blev menneske i Jesus Kristus. I jeres verden havde I glemt grundloven og indført andre normer. I lever efter en ny grundlov: Enhver sin egen lykkes smed; eller: du skaber din egen virkelighed, lykke eller ulykke, sundhed eller sygdom, rigdom eller fattigdom. I generationer har I indsat magt og begær og egennytte som den højeste myndighed – til trods for at dette brud på skabelsens grundlov har ført til splittelse, ødelæggelse og død. Hvor før den selvhengivende kærlighed fra Gud var livets energi, har I indført modstand, friktion og spænding mellem mennesker som energikilde – en energi, der binder jer til hinanden i stadig kamp. Det var i denne verden jeg lod mig føde som Jesus Kristus.

Med mit liv måtte jeg vidne om den himmelske energi, om skabelsens grundlov og om Gud Faders selvhengivende kærlighed. Jeg gav mit liv til jer ved helt at blive én af jer, ved at afstå fra egennytten, begæret og magten – uanset at det ikke kunne andet end koste mig livet. Selvhengivende kærlighed er den største trussel mod egennytten, magten og begæret. Derfor udfordrede mit liv jer til at dømme mig skyldig i oprør og gudsbespottelse, for sådan måtte I jo opfatte min måde at leve på. Jeres brud på livets lov førte til død, og døden var det eneste redskab, I havde, for at sikre jer mod det sande liv – at tjene hinanden i selvhengivende kærlighed. I dømte mig efter dødens lov, men jeg døde af egen fri vilje efter selvhengivelsens lov – den, som fører til liv.

Jeg genindførte livets lov, skabelsens grundlov, i verden ved min død og opstod som levende, livets herre.

Mit liv vidner om Guds kærlighed, Guds vilje til liv, og når I ser mig, lytter til mine ord og tager mig som eksempel på sand livsførelse, vil I opleve, at jeg gør jer frie, løser jer af slaveriet under egennytten, magten og begæret, bringer jer ud af friktionsenergien og lader livs- og kærlighedsenergien fra Gud gennemstrømme jer – en uudtømmelig livsenergi, som vokser og vokser ved at give sig selv til andre.

Jeg Er Faderens Vidne; I er mine vidner. Vidnesbyrdet er at leve i energien ovenfra, at leve omvendt af verden omkring jer så længe jeres omverden lever i friktionsenergien. Måske vil vidnesbyrdet også kræve jeres liv. Vidnesbyrdet er altid at give sit liv, nemlig at tjene andre og at være til for medskabningen, men det kan altså også kræve jeres liv bogstaveligt – eller i form af oplevelsen af foragt, had, afvisning, udelukkelse.

Men alt det blegner i sammenligning med livet, som er jeres. For I skal lyse, ja, lyser allerede som stjerner i den verden, som endnu en kort tid er indhyllet i mørke.

Ovenstående kan forhåbentlig kaste lys over, hvordan jeg har brugt tarottens billeder.

Med venlig hilsen
Ole Skjerbæk Madsen

Poul Sebbelov har benyttet en blog 24/9 2007 til at kommentere en af mine blogs om Tarot under overskriften ”Tarot er inderligt overflødig”. Han ønsker at modsige min påstand om, at tarot er et godt tilknytningspunkt for forkyndelsen af evangeliet, og siger, at han ikke tror, at det er hverken sandt eller skønsomt.

Poul Sebbelov er som vanligt polemisk og bruger polemikken som et springbræt for fremhævelsen af den ortodokse kirkes fortrin. Den ortodokse kirke har så meget at give hele kristenheden, at det slet ikke skulle være nødvendigt at fremhæve den i polemik mod andre kristne.

I virkeligheden får PS aldrig vist hvorfor det skulle være uskønsomt og usandt at finde tilknytningspunkter for evangeliet i tarottens billedsprog.

For det første banaliserer han mit udsagn om at et sæt kort ikke er farligt i sig selv. Jeg skrev at det nærmede sig overtro, at frygte kortene i sig selv – og det er ikke en banal konstatering, for mange kristne er faktisk bange for kortene – endog for bare at se på dem eller røre ved dem. Det skyldes den dæmonisering af kortene, som også PS er en eksponent for.

PS har ikke læst ordentligt, hvad jeg har  hverken i den blog han tager udgangspunkt i eller den foregående og efterfølgende blog. Her gør jeg klart rede for, at langt fra alle tarotlæggere bruger kortene i spådomsøjemed – sådan som PS beskriver spådom. Jeg skriver også, at der faktisk er mennesker som har brændt sig på kortene og angiver grunde derfor.

For det andet siger citatet fra hjememsiden holismen.dk ikke alt det PS lægger ind i citatet. Der er tale om en henvisning til kortene som arkana, d.v.s. hemmeligheder, som lukker sig op ved bøn og meditation. På samme måde lukker ikonerne sig jo også kun op under bøn og meditation og i gudstjenestens sammenhæng. For nogle er en Gudsmoderikon blot en mor-og-barn-ikon, som jeg så i et blad for nylig, for andre er ikonerne dekorative billeder – men det er kun den ydre virkelighed. Den indre virkelighed er en anden, og den lukker sig op for den troende. Det er en tilsvarende forståelse, der kommer til udtryk i det nævnte citat.

I øvrigt har ikonerne jo ikke altid været accepterede i kirken. PS er ikke ukendt med den ikonoklastiske (billedbekæmpende) strid, hvor store grupper af kristne bestred brugen af billeder og kaldte det afgudsdyrkelse at bringe dem ind i kirken. De så på billederne som okkulte og frygtede at billederne ville forlede de kristne til frafald fra troen og tilbagefald til hedenskaben. Heldigvis fik ikonerne deres plads i kirken.

Min brug af Tarottens billeder som visdomsbilleder i mødet med mennesker i de nye åndelige miljøer og den holistiske bevægelse handler om at finde et sprog, som er fælles med dem, jeg møder – et sprog at leve med og kommunikere i. Men PS ønsker at være ikonoklast i stedet for at være missionær eller at støtte mission. Evangeliet er for alle – også dem i det holistiske miljø, og ligesom jeg ikke kan forkynde evangeliet på dansk i Afrika, men på et afrikansk sprog og i samspil med en afrikansk kultur, kan jeg heller ikke forkynde evangeliet i en holistisk / nyåndelig sammenhæng uden et fælles sprog og uden respekt for kulturen heri. Med mission mener jeg ikke propaganda, men at være sendt for at dele, hvad der er blevet mit liv: fællesskabet med Gud, som Gud er kommet mig i møde i Jesus Kristus, - gennem lytten, samtale og forståelse for den sammenhæng, jeg nu er i. Men Guds ånd har været i dette miljø før mig, og derfor kan jeg finde Ordets sædekorn også der, tilknytningspunkter. I samtalen frigøres sandheden og livet.

Er det uden betydning for PS, at mennesker rent faktisk kommer til tro på Jesus i samtalen om tarottens symboler, finder hjælp omkring dybe personlige spørgsmål som afspejles i billederne og kommer til den erkendelse, at nøglen til at forstå billerne er Biblen og det jødisk-kristne symbolsprog?

Med venlig hilsen

Ole Skjerbæk Madsen